Historiefortælling fra kirkegården


Tirsdag den 21. januar kl. 19.00 inviterer fire af områdets foreninger til foredrag med historiker Charlotte Lindhardt i Alhuset i Kibæk. Emnet er historiefortælling ud fra de lokale kirkegårde og deres gravminder.

Hvad siger gravmindernes udsmykning og symbolik om egnens historie? Hvilken historie fortæller de døde? Kirkegårdenes gravminder er fulde af symbolik, og blot ved at gå en tur på kirkegårdene kan man se, hvordan et sogn har udviklet sig. Hvilken symbolik har man brugt på egnen? Og gemmer der sig nogle særlige historier?

Foredraget tager udgangspunkt i kirkegårdene i Assing, Skarrild, Sdr. Felding, Studsgård og Arnborg, men har også eksempler fra andre danske og europæiske kirkegårde.

Charlotte Lindhardt har arbejdet med gravminder siden 1997 og har udgivet flere lokale kirkegårdsguider, herunder om Studsgård og Arnborg.

Foredraget er arrangeret af ÆldreSagen i Aaskov, Lokalhistorisk Forening For Sdr. Felding, Sandet og Stakroge, Skarrild-Karstoft Museum og Lokalarkiv samt Kibæk Lokalhistoriske Forening.

Billetprisen på 50 kr. inkluderer også kaffe.

Velkommen

På denne hjemmeside kan du finde stort og småt om Assing Sogns historie. Ligger du inde med genstande, beretninger o.a., som kan bibringe viden om Assing Sogn, hører vi gerne fra dig.

Ole Sandfeld
Arkivleder